Så har vi også fået fornøjelsen af Ruben fra www.10000kr.dk som deltager i Case 2008. Dejligt at have endnu et projekt at følge med i. Her er Rubens første indlæg.
Min Case 2008
Jeg er hoppet med på Case 2008-vognen sammen med Mikael, Søren og Brian og har lovet at skrive nogle ord om mit projekt.
Lidt om mig: Jeg har hjemmesiden 10000kr.dk hvor jeg skriver om forskellige måder at tjene og spare penge på. Det sidste års tid har siden ligget meget stille, dels fordi jeg er blevet far, dels fordi jeg har haft travlt med at afslutte mit studie. Ikke desto mindre har siden givet mig 2500-3000 kr. ekstra om måneden, hvilket for mig er en ganske fin, (næsten) passiv indkomst.
Det har givet mig blod på tanden: Hvis jeg kunne lave nogle stykker af den slags sider som samlet ikke kræver mere arbejde end at jeg kan have et fuldtidsjob ved siden af, så er der i hvert fald til pensionsopsparingen 
Mit projekt i 2008 handler om at lave en ny hjemmeside relateret til mit fag. Det bliver lidt af et eksperiment, men jeg vil undersøge om det er muligt at tjene penge på sit studie.
Jeg har fx gennem mine studieår skrevet en hulens masse opgaver og artikler osv. som lige nu bare ligger på min harddisk og samler digitalt støv. Vi ved alle sammen at tekst er den mark man høster penge på på nettet, så al den tekst jeg har liggende, kombineret med en jævn strøm af nye, må kunne omsættes til en ekstra indkomst.
Det er som sagt lidt af et eksperiment, men hvis det giver noget, ville det være interessant for andre studerende – og der skal ikke forfærdeligt mange penge til før det kan mærkes når man lever af SU. I så fald kunne det være et passende projekt (Case 2009?) at lave en guide til hvordan man tjener penge på sine gamle eksamensopgaver.