Fundamentet i enhver e-business
I dag er der så blevet plads til et gæste indlæg fra Bo Møller fra html24.dk. Bo har valgt at kalde indlægget for “fundamentet for enhver e-business”, hvilket han mener er god HTML og CSS. Html24 arbejder som teknisk underleverandør for freelancere, webbureauer og reklamebureauer – og Bo har et mål om at lære alle hvor nemt det er at programmere sit website ordentligt.
/Mikael
Fundamentet skal være i orden
Når man skal bygge et hus er det helt indlysende. De bærende dele skal være solide – og de skal være der! Fundamentet skal være i orden, så huset kan klare lidt af hvert. Man bygger ikke først taget og maler fine farver på huset – man sørger for at fundamentet er på plads.
Samme princip gælder i business. I overdreven grad faktisk. Der er således ingen grund til at forsøge svære og indviklede strategier, hvis ikke fundamentet er i orden. Når vi snakker e-business er fundamentet ofte et website. Et website består rent teknisk af to ting. HTML og CSS. Resten er kun pynt og tilføjelser der gør arbejdet nemmere. Det eneste der (som udgangspunkt) kan vises i en webbrowser er HTML og CSS. Et website skal selvfølgelig have et fedt design og et relevant udseende – men fundamentet er og bliver HTML og CSS.
Gode grunde til at HTML og CSS skal være i orden
- Webcrawlers kan forstå dit website (Google, Bing osv.)
- Du bliver indekseret hurtigere i søgemaskiner
- Dit website er automatisk (on site) søgemaskineoptimeret
- Du kan nemt få et nyt design på dit website
- Dit website vises korrekt på forskellige platforme
- Dit website vises korrekt i forskellige browsere
- Folk kan printe dit website ud, uden at bruge 10 blækpatroner
Sådan sørger du for at dit website er ordentligt programmeret
Der er nogle særlige punkter du skal være opmærksom på når du programmerer dit website, eller vælger leverandør. Alle punkterne bør overholdes, og du kan sagtens selv implementere det tekniske – eller sørge for at din PSD til HTML leverandør kan.
- Menuer skal implementeres som lister (UL- og LI-tags)
- Kun ét h1-tag per side. Gerne flere h2, h3, h4 osv.
- Dit site skal ikke bygges op i tabeller men divisions (div-tags)
- Sørg altid for at bruge alt-tags på billeder.
- Brug så vidt muligt almindelig tekst og ikke billeder der indeholder tekst
- Tjek om dit website indeholder fejl på validator.w3.org
- Undlad at bruge CSS direkte i din HTML
- Husk altid en doctype!
Hjæælp hvad gør jeg?!
Hvis dit website ikke overholder alle de nævnte punkter skal du ikke fortvivle, for du kan sagtens lære at lave det om. På html.dk findes der er en fornuftig guide til både HTML og CSS. Ellers er der en del hjælpsomme mennesker på Amino eller eksempelvis de danske nyhedsgrupper om webdesign.
Hvis det viser sig at nogle af jer læsere er interesseret i at optimere jeres website, så det er ordentligt kodet, så kan jeg nok godt lokkes til at skrive en guide til præcis hvordan man implementerer de enkelte elementer nævnt.
God fornøjelse med at få dit website ordentligt programmeret!
loading...
Hej Bo (og Mikael),
Super indlæg og jeg er helt enig i at html og css bør på plads på ethvert website. Det burde være forholdsvis nemt på de fleste “enkle” websites/blogs og ellers bør man få fat i en ekspert – det kunne jo passende være dig
Dertil kommer så mere avancerede websites som benytter sig af databaser, javascript, flash, ajax osv. Det kunne være interessant, hvis du skriver et indlæg med dine tanker omkring, hvad man skal overveje her når man planlægger et nyt website.
Mit råd til folk som planlægger et nyt website er at få strategien på plads fra starten dvs. få kortlagt hele strukturen herunder html, css, menuer, URL struktur, design, intern link struktur osv. Det er langt nemmere at gøre det rigtigt fra starten end at lave et eksisterende website om – det bliver sjældent lige så godt. Hvis man ikke selv er en ekspert, så find én!
Mvh
Henrik
Hej Henrik,
Jeg vil give dig ret i, at det ville være rart at have alting på plads inden man starter, men jeg synes at praksis (selv for drevne virksomheder) viser at det er umuligt at tænke alt igennem på forhånd.
Det er klart, at man kan forsøge at forberede sig godt, men der vil altid være et eller andet som kommer ind fra siden eller nye ideer der dukker op som markeder ændre sig og så skal man alligevel ind og lave ændringer.
Mvh
Mikael
Hej
Dejligt med en ny artikel her på siden. Den har vi ventet længe på.
Og ja, jeg er enig i at fundamentet skal være på plads. SEOmæssigt er det også en kæmpe fordel at siden validerer. Google har over 200 parametre de måler en side på, søgeordsmæssigt, og sidens teknik har en del betydning.
Et lidt sent svar, men det er altså ikke rigtigt, Lasse. Om sider validerer gør ikke at de ranker bedre, det vigtige er bare at google kan indeksere indholdet.
Det er faktisk et rigtig godt punkt Mathias. Den havde jeg ikke selv fanget.
Om man kan sige noget konkret om hvorvidt det kan mærkes på placeringen i søgemaskinerne om en side validerer eller ej, er der vist ingen der kan svare konkret på, men jeg er enig i, at det i hvert fald ikke giver “en kæmpe fordel”. Men en lille bitte fordel skal jeg ikke kunne udelukke.
Jeg tror i øvrigt aldrig at jeg har ejet en side der validerer 100% og indtil videre går det da meget godt
Hej alle.
Mathias: Du har helt ret i at det vigtige er, om en Google og andre søgemaskiner kan forstå indholdet. Det er dog ikke nogen grund til at fokusere på ikke at lave valid kode. Google kan sandsynligvis sagtens forstå et website selvom man har glemt at indsætte en doctype (som er krævet for at validere) – men den har ikke en chance for at forstå indholdet, hvis man laver større brølere – som f.eks. at glemme at afslutte sine tags (eller åbne dem). Det kan dog ofte se fint ud i eksempelvis Internet Explorer, selvom man laver fejl.
Hertil kommer i øvrigt at man skal kode sine websites semantisk korrekt. Folk der ved noget om at lave valid kode ved typisk også noget om semantik i HTML. Om der bruges h1 eller span gør en stor forskel (særligt ifht. søgemaskiner). Ligeledes gør det en stor forskel om der bruges img til at indsætte billeder, eller om det blot indsættes som baggrunde.
Hvis vi lige ser bort fra Google engang, hvilket i sig selv er vigtigt selvfølgelig, er der da i øvrigt også andre gode grunde til at kode valid html.
1) Valid html er som udgangspunkt tilgængelig html. Dvs. det kan vises på andre platforme.
2) Valid html har ingen grove fejl, som gør at det kan “misforstås” af en browser eller en søgemaskine-robot.
3) Valid html kan navigeres hvis man er svagtseende eller blind. Screenreaders har meget nemmere ved at forstå korrekt html.
Det er dog rigtigt, at valid html ikke er alting. Det skal selvfølgelig også være semantisk korrekt – og så skal indholdet da også være fantastisk