Tjen flere penge med et Google Analytics dashboard

Tjen flere penge med et Google Analytics dashboard

Jeg har glædet mig meget til at publicere dette indlæg. Det er langt, men værdien af et dashboard/betjeningspanel må ikke undervurderes. Jeg benytter selv Google Analytics betjeningspanel til optimering af mine egne online forretninger og der er ingen tvivl om, at de er med til at sikre, at jeg optimere de rigtige dele af mine websites. Alt fra hvilke keywords jeg tjener bedst på, til hvilke sider jeg kan hive endnu mere indtægt ud af.

Jeg vil derfor give ordet videre til Troels Kjems. God fornøjelse.

- Mikael

Brug et Google Analytics dashboard til at holde fokus

Uanset om man som jeg primært arbejder med Google AdWords optimering for andre eller som dig måske forsøger at gøre affiliate markedsføring til en levevej, så er en veludviklet evne til at indsamle og fortolke informationer den måske allervigtigste forudsætning for succes. Hårdt arbejde er sjældent nok.

Du bruger sandsynligvis allerede Google Analytics til at opsamle data om de besøgende på din hjemmeside, men er du i stand til at gennemskue de mange data og tage de rigtige beslutninger bagefter?

Farer du også vild i Google Analytics?

Hvis du hører til den store gruppe af hjemmesideejere, der nemt farer vild i de mange uoverskuelige Google Analytics rapporter og derfor baserer beslutninger på mavefornemmelser snarere end fakta, så kan et simpelt Analytics dashboard være din redning.

Et dashboard (på dansk: ”betjeningspanel”) består af en række små widgets, der hver især viser et lille udvalg af de informationer, som Google har opsamlet om din hjemmeside og dine besøgende.

Du kan se et eksempel på et simpelt dashboard til dit affiliate projekt nedenfor:

 

I dette indlæg forklarer jeg først, hvordan du kan designe dit eget dashboard – og bagefter får du et link til et færdigt affiliate-optimeret Google Analytics dashboard, som du kan hente ned og gemme på din egen Analytics profil.

Hvis du ikke allerede bruger dashboard funktionen, så er jeg næsten sikker på, at din reaktion vil være “Hold da op, hvor smart!” :)

Sådan finder du dashboard funktionen i Google Analytics

1)      Log ind i Google Analytics.

2)      Klik på ”Hjem” i den orange hovedmenu

Nu skulle du gerne se det standard dashboard som Google har oprettet for dig. Lad dog være med at bruge krudt på det. Læs i stedet resten af mit indlæg nedenfor.

Hvordan tjener du penge på dine besøgende?

Dette er ikke et blogindlæg om, hvordan du definerer og opsætter konverteringsmål i Google Analytics, men jeg er alligevel nødt til at skrive lidt om emnet.

Uanset hvilken form for affiliate hjemmeside, som du driver, så skal du have de besøgende til at gøre et eller andet, før du tjener penge. Eksempler på indtægtsgivende handlinger (konverteringsmål) kan være:

  • Klik på en AdSense reklame
  • Klik på et link til en affiliate partner (dog kun et delmål, da der ofte skal gennemføres et salg, før du får penge)
  • Udfyldelse af formular (hvis du lever af at sælge informationer videre til håndværkere, flyttefolk, rejsebureauer, etc.)

Alt dit arbejde med optimering af din hjemmeside bør sigte mod dit (eller dine) konverteringsmål.

I praksis er det dog lettere skrevet end gjort at holde næsen i sporet, men hvis du husker at lade en eller flere af dine widgets på dit nye Analytics dashboard visse dig dine konverteringsmål, så er det helt sikkert nemmere at holde fokus.

Dette er som skrevet ikke en guide til opsætning af mål i Analytics, men du får alligevel lige et par links, som kan være handy at have, hvis du ikke allerede har fået sat dine mål op.

Generelt om opsætning af mål i Analytics:

http://support.google.com/analytics/bin/answer.py?hl=da&answer=1032415.

Lidt om sammenkobling af AdSense og Analytics (relevant, hvis din primære indtægtskilde er AdSense)

http://support.google.com/adsense/bin/answer.py?hl=en&answer=2495976

Og hvis du bruger WordPress som platform for din affiliate side, så kan selve trackingen af AdSense aktiviteter (men ikke sammenkoblingen med Analytics) klares ved at installere dette WordPress plugin.

http://wordpress.org/extend/plugins/google-analytics-for-wordpress/

og derefter sætte hak udfor ”Track Adsense” under ”Show Advanced settings” i plugin-indstillingerne.

Brug widgets til at besvare fire vigtige spørgsmål

Affiliate markedsføring er basalt set et spørgsmål om at tiltrække besøgende så billigt som muligt (og gerne helt gratis via en søgemaskine) og så “sælge” dem videre så dyrt som muligt (fx via AdSense, affiliate eller salg af informationer).

For at få et overblik over dit affiliate-projekts sundhedstilstand så har du derfor som minimum brug for at få besvaret følgende fire spørgsmål:

  • Hvor mange besøgende har du?
  • Hvor kommer besøgende fra?
  • Hvor mange besøgende sender du videre?
  • Hvor sender du dem hen?

Sådan opretter du dashboards og widgets

1) Du opretter et nyt dashboard ved at klikke på “+ Nyt betjeningspanel” ude i venstremenuen.

2) Nye widgets tilføjes ved at klikke på “+ Tilføj widget”.

Her får du en guide til opsætning af en række widgets, der kan besvare de fire vigtige spørgsmål nævnt tidligere i dette indlæg.

Widget 1 – Hvor mange unikke besøgende?

Du har brug for at vide, hvor mange mennesker der besøger din hjemmeside.

Antallet af unikke besøgende er ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at du har muligheden for at tjene penge.

Derudover er det min personlige erfaring, at et stigende besøgstal giver ekstra motivation – også selvom du endnu ikke har knækket koden til, hvordan du tjener penge på dine gæster.

Du kan se indstillingerne for denne widget nedenfor:

Widget 2 – Hvor kommer trafikken fra?

Det er også nyttigt at vide, hvordan folk finder din hjemmeside.

Ovenfor kan du hvor mange besøgende de forskellige kanaler leverer og hvor stor en procentdel af dem, som ikke været fordi din hjemmeside for nylig.

I tredje kolonne kan du også vælge at få vist information om din AdSense indtjening for hver kanal eller måske hvor mange opnåelser af konverteringsmål (fx. en udfyldt formular), som hver trafikkilde sikrer dig.

Hvis en af dine kilder med få unikke besøgende kaster høj indtjening af sig, så var det måske en idé at undersøge, om trafikken fra denne kilde kunne øges?

Widget 3 – Hvilke søgeord giver mest trafik?

Denne widget giver dig et overblik over, hvad folk taster i Googles søgefelt, før de klikker sig ind til din side.

Kolonnen med AdSense-indtjening (eller alternativt en kolonne med “Målværdi pr. besøg” eller “Målværdi”) kan give dig vigtige informationer om, hvilke søgeord der er værd at satse på – og også om du pt. forsøger at søgemaskineoptimere imod søgeord, som der ikke rigtig er penge i.

Husk dog altid, at du har brug for en solid bunke data (typisk mange hundrede besøgende pr. søgeord) før du drager dine konklusioner.

Derudover kan den manglende indtjening være et resultat af eksempelvis dårlig “Call to action” på din landingsside for det pågældende søgeord. Der kan med andre ord sagtens være potentiale i et søgeord, selvom det endnu ikke har kastet indtjening af sig.

Widget 4 – Hvor mange besøgende sender du videre?

For at tjene penge så skal du have sendt dine besøgende videre i systemet.

Denne widget fortæller dig, hvor mange udgående klik som din hjemmeside har.

Du får dog kun vist data i denne widget, hvis du har sat Google Analytics event tracking (hændelsessporing) op på den hjemmeside.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan det rent praktisk foregår. Alle mine hjemmesider er baseret på WordPress, og der klarer mit Google Analytics for WordPress plugin det hele for mig.

Selve widget’en er sat op som beskrevet nedenfor.

Widget 5 – Hvor sender du de besøgende hen?

Du bør også vide, hvor du sender dine besøgende hen.

Ideelt set så skal du sende hovedparten af trafikken videre til affiliate partnere.

Kvikke læsere vil opdage, at jeg på min hjemmeside Ridehjelm.dk nærmest forærer mine besøgende væk til “tilfældige” hjemmesider.

Det er kun http://www.amazon.de som er et affiliate link (og som en ekstra bonus kan jeg fortælle, at danske ryttere ikke just shopper løs på en tysk-sproget hjemmeside…).

I virkeligheden burde jeg bruge informationerne på denne oversigt til at optimere min indtjening ved enten at pege mine links andre steder hen eller ved at forhandle aftaler på plads med de netbutikker, som jeg sender flest besøgende.

Horsehouse.dk får eksempelvis cirka 1.000 klik om året til en ridehjelm, som koster 3.000 kroner. Det burde jeg tage mig betalt for.

Widget 6 – AdSense – Hvor meget tjener du?

Blot en simpel widget, der viser din totale AdSense indtægt i perioden.

Så hvis du er typen, der tjekker din AdSense statistik hver dag, så se dagens tal i Analytics i stedet og få samtidig overblikket over andre vigtige tal i samme omgang.

Hvis du ikke bruger AdSense, så kan du i stedet få vist eksempelvis antal udfyldte formularer (opnåelse af konverteringsmål) i den angivne periode.

Widget 7 – AdSense – Hvilke sider performer bedst?

Denne widget fortæller dig, hvilke sider der giver dig størst AdSense indtjening.

Indstillingerne kan du se nedenfor:

Widget 8 – AdSense – Hvor er der plads til forbedring?

Denne widget viser, hvilke af dine sider, som har flest unikke besøgende.

Hvis der er sider med mange besøgende og lav CTR (click-through-rate), så er det oplagt at kigge nærmere på de pågældende sider for at få løftet klikraten.

Ofte kan du hente god inspiration fra de sider, som har højest CTR. På disse sider må du jo have gjort et eller andet rigtigt.

Husk dog stadig, at du har brug for flere hundrede sidevisninger for hver enkelt side, før du kan begynde at drage konklusioner.

AdSense- Hvilke sider performer bedst og dårligst Indstillinger

Ovenstående 8 widgets er et godt udgangspunkt til et simpelt dashboard.

Det kan gøres mere avanceret og tilrettes på et utal af måder, men hold det så simpelt som muligt.

Lidt ekstra inspiration

Måling af konverteringer

Som tidligere skrevet kan du også spore eksempelvis udfyldelse af formularer (hvis du samler data og sælger dem til håndværkere, advokater, osv..).

Så kunne dit dashboard se ud som vist nedenfor:

Her er der lagt hændelsessporing ind på kontaktformularens “Send” knap, og denne hændelse (event) er så opsat som et mål i Google Analytics.

Det er også muligt at give denne hændelse en værdi (f.eks. 100 kroner), så der kan tilføjes en tredje kolonne, som viser den samlede værdi af disse konverteringer eller alternativt gennemsnitlig værdi pr. besøg (så du kan se hvilken kilde, der giver dig de mest attraktive besøgende).

Opdeling af affiliate og ikke-affiliate links

Det er også muligt at lave et sæt widgets, der opdeler statistik for udgående trafik i henholdsvis trafik til affiliate partnere og trafik til ikke-affiliate partnere.

I ovenstående eksempel har jeg først brugt WordPress pluginet Pretty Link Lite til at give alle mine affiliate links en pæn URL (og samtidig husket at bede mit Google Analytics for WordPress plugin tracke dem som eksterne links) og derefter lavet to modsatrettede filtre, så hver widget viser enten affiliate links eller almindelige links.

Min widget med affiliate kliks er opsat sådan her:

Tilsvarende kunne jeg lave samme filter på min widget med “hvilke netbutikker får trafik”.

Disse widgets kan du bruge til at holde fokus på at få konverteret ikke-affiliate links til affiliate-links.

Det vil alt andet lige øge din indtjening.

Del dashboardet med andre

Afslutningsvis vil jeg lige huske at nævne, at det er muligt at dele din dashboard opsætning (uden data) med andre og at du kan få dit dashboard tilsendt pr. mail på faste tidspunkter eller ugedage, så du ikke behøver at logge ind i Analytics for at få en status på dit affiliate projekt.

Linket til deling af din dashboard opsætning finder du her:

Funktionen til at afsende e-mail med dashboardets data finder du her:

Mød din nye bedste ven – Google Analytics affiliate dashboardet

For at gøre det nemmere for dig og andre, der har svært ved at finde hoved og hale på Google Analytics, så har jeg netop lanceret www.dashboardjunkie.com, som er dedikeret til Google Analytics dashboards.

Sitet er som udgangspunkt 100% på engelsk, men da jeg får brug masser af positiv dansk online karma for at skabe opmærksomhed omkring mit projekt, så er der lidt ekstra goodies til danske brugere af sitet :)

Du kan derfor hente en fix og færdig udgave af ovenstående Google Analytics affiliate dashboard med danske widget titler på nedenstående side:

http://www.dashboardjunkie.com/danske-google-analytics-dashboards

Hvad kan du bruge det til? og mangler der noget?

Hvis du har spørgsmål eller forslag til forbedringer af dashboardet, så skriv løs i kommentarfeltet.

Jeg er ikke Google Analytics ekspert, men jeg vil gøre mit bedste for at svare dig.

God fornøjelse med dashboardet og dine affiliate projekter :)

Kommentarer

  1. skriver

    Hej Troels,

    Det var en mægtig fin og inspirerende artikel. Tak for den.

    Jeg har naturligvis straks kastet mig over projektet om, at forbedre mit eget dashboard. Men lige præcis den del, hvor du fortæller om “hvilke netbutikker får trafik” synes jeg ikke er så nemt at forstå. Din download-version viser blot ordet “Translate” ud for den statistik-widget jeg har på mit test site.

    Jeg foreslår naturligvis ikke, at du skal “supportere” din fine service herigennem, men jeg tænker, at der måske enten er noget galt med opsætningen eller at du måske har et nemt og logisk svar du kan give mig og eventuelt andre, der måtte opleve det samme.

    God og brugbar artikel!
    God vind

  2. skriver

    Hej Morten.

    Kan du ikke lige prøve at sende mig et screenshot på troels @ dashboardjunkie.com, så kan jeg lige kan tjekke om det er dig eller mig, som tosser rundt.

    Her hos mig ser alt fint ud :o)

    Mvh Troels.

  3. skriver

    Holy bananas for en flot og gennemarbejdet artikel ! Tak til Mikael for at bringe den – og til Troels for det kæmpestore arbejde, du må have lagt i den + dashboardjunkie. Al held og lykke med projektet, som selvfølgelig nu får de varmeste anbefalinger herfra :-) Vh Peter

  4. skriver

    Hej Morten.

    Tak for tilsendt screenshot.

    Jeg kan se, at dit problem opstår i widget 5.

    I mit eksempel tilføjer mit WordPress site automatisk den udgående URL som værdi i Analytics feltet Handling ved hændelse.

    I dit tilfælde, så har du tilsyneladende sat sporingen op, så Google Analytics altid registrerer “Translate” som værdi i Handling ved hændelse (Handling ved hændelse hedder “Event action” på engelsk).

    Da du tilsyneladende bruger WordPress til din hjemmeside, så vil jeg anbefale dig at fjerne evt. manuel indlagt Analytics kode og i stedet bruge dette Google Analytics for WordPress plugin.

    Så burde problemet løse sig selv (med mindre du har lavet andre hacks, som jeg ikke lige har spottet).

  5. Morten Pauch skriver

    Hej Troels,

    Tusind tak for at du tog dig tid til at se på det.

    Jeg forstår nu hvad du mener – jeg tjekker op på dette senere.
    Held og lykke med DashboardJunkie.com – Fedt initiativ.

    Cheers,
    Morten

  6. Steffen skriver

    Hej Troels,

    et virkelig lækkert dashboard. Har lige sat det op.

    Enkel bemærkning: Widget nummer 8 har ikke det rigtige setup billede af widgetten.

    Har lige sat den op som: Side – Unikke besøgende – Adsense CTR.
    Dit billede viser: Side – Adsense indtjening – Adsense annoncer der er klikket på

    Ellers et kanon blogpost!

    Mvh. Steffen

  7. Casper Jensen skriver

    Hej, Troels.
    Tak for den dejlige artikel – det hjalp mig vældig meget. Ved du hvordan jeg kan lave et diagram ligesom dette, hvor jeg kan se hvor besøgende kommer fra? (Google, Referrral, og direkte)? http://i49.tinypic.com/2eztgz6.png
    – Og igen tak for artiklen, den har hjulpet meget!

  8. Mads Singers skriver

    Fantastisk stykke arbejde, jeg har leget meget rundt med mit dashboard i tidens løb, men har sjældent være tilfreds med udseenet – Vil dog prøve din strategy!

  9. skriver

    Hej Troels (og Mikael)

    Fantastisk god forklaring og jeg må sige at Dashboardjunkie bare er en superservice. Jeg har implementeret dit Sales Cockpit for flere at mine mindre webshop kunder og de er alle vildt begejstret. Jeg har selv arbejdet med forskellige dashboards i Analytics men denne service gør bare arbejdstiden meget mindre. Super. Keep up the good work.

  10. skriver

    @Steffen – Godt spottet, det får vi lige fikset.

    @Casper,
    1) tilføj ny widget
    2) vælg lagkagediagram
    3) vælg “Besøg” som variabel
    4) vælg “Kilde” som dimension
    5) tryk “Gem” og så skulle du gerne være kørende

    @Alle – Tak for opbakningen. Der er flere interessante dashboards på vej :o)

  11. skriver

    Hej Troels..

    Den artikel er jo genial! Nu bruger jeg ikke bare analytics til at tjekke antal besøgende og hvilke søgeord de er kommet på.. nu motiverer google analytics mig, fordi jeg ved hvor jeg skal optimere og hvilke sider der konverterer bedst..
    Jeg vil bare sige tak! og så har jeg delt dashboardjunkie på google+ :)

    Mvh Tobias.

  12. Aris Kuckovic skriver

    Hej Troels,

    En utrolig dybdegående og genial artikel!
    Jeg er faret vildt i Google Analytics utallige gange, og har ikke rigtig brugt Analytics til andet end bare at “tjekke” besøgende og søgeord – men nu har jeg fået de rigtige fifs til hvordan jeg kan bruge Analytics mere præcist, og hvordan jeg kan sætte det op med widgets, hvilket jeg ikke anede fandtes!

    Mange, mange, mange tak!

    MVH Aris (:

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Send en mail til mig, når der kommer nye kommentarer.