Overvejelser før køb af en online virksomhed, del 1
Jeg har tit overvejet om det ville kunne betale sig at købe en eksisterende online virksomhed i stedet for at skulle gennem det tunge arbejde med at bygge det op fra bunden. I den forbindelse er jeg naturligvis kommet forbi SitePoint som nok stadig er et af de største og mest velbesøgte websites der handler med online virksomheder.
Men selvom det lyder nemt at gribe i lommen og bare købe et website, så er der rigtig mange ting man bliver nødt til at overveje inden man overholdet når til at få penge op af lommen. Jeg har derfor valgt at dele mine erfaringer op i flere dele, så det ikke bliver for meget læsning på en gang.
En del af min inspiration er hentet fra www.shoemoney.com og www.selfmademinds.com.
Prisen – den finansielle del
Når man er ude efter at købe et website, så er en af de meget vigtige faktorer naturligvis det finansielle aspekt. Hvor mange penge kommer ind og hvor mange går ud. Det er jo ganske fint at et website har en kæmpe omsætning, men hvis udgifterne er tilsvarende store, så bliver der ikke meget tilbage til at putte i lommen.
Hvis et website eksempelvis omsætter for 1 million kroner om året, men har reklameudgifter, hostingudgifter,designomkostninger mv. for 700.000 kroner, så vil netto indtægten kun blive på 300.000 kroner.
En af de vigtige ting på din liste skal derfor være at sikre dig regnskabet for de seneste år. Både indtægter og udgifter.
Hvis ikke sælger har styr på sit regnskab, hvordan kan du så stole på at der ikke også er andre ting gemt i sækken? Så vil det være en bedre ide at lede videre efter noget andet. Uden tillid mellem køber og sælger, så er handlen dømt til at gå i vasken.
Prisen – husk på tidsforbruget
Hvis ellers regnskabet og alle de andre finansielle papirer er i orden, så ville den nemme værdiansættelse være at tage nettofortjenesten og gange med et sted mellem 3x- 5x, hvilket altså i dette eksempel ville give en salgspris på mellem 900.000 – 1.500.000 kroner.
Men så let må du ikke gå hen over tingene, for der er en masse andre faktorer der spiller ind. En meget vigtig del er hvad tidsforbruget er for at vedligeholde siden. Men du må ikke stoppe her, hvis sælger bare siger: XX antal timer om ugen.
Lad os antage at du køber en blog som tjener penge via adsense, reklamer og affiliate aftaler.
Den omtalte blog handler om ”Haveroser” og ejeren af sitet er selv gartner og botanikinteresseret. Han bruger alt sin fritid på at passe sine roser og deltager gerne i udstillinger og konferencer omkring blomster og botanik.
Hvis du får ham til at udpensle sit tidsforbrug, så ser det måske sådan ud på ugebasis:
Skrive indlæg: 15 timer
Besvare spørgsmål på email: 3 timer
Føre regnskab: 8 timer
Deltage i messer og lign.: 6 timer (gennemsnit)
Skrive kommentarer og indlæg på andre blogs og fora: 5 timer
Læse materiale for at lære nyt om roser: 10 timer
I alt: 45 timer om ugen.
Med 52 uger på et år, så giver det 2.340 timer. Med en nettoindtægt på 300.000 kroner, så svarer det til en timeløn på 128 kroner.
Nu skal du så ind og vurdere om det er en god forretning. Er du selv specialist i roser og blomster, eller skal du have hjælp? Kan du finde ud af bogføring eller skal du have hjælp? Kan du kommentere fornuftigt på andre blogs og fora eller skal du have hjælp her også?
Afhængigt af hvor meget eller hvor lidt du selv kan, så skal du vurdere om du kan finde en person du kan ansætte til at finde ud af det for dig. Kan du finde en internetkyndig ekspert i roser, som du kan ansætte for under 128 kr. i timen og som er villig til at arbejde 45 timer om ugen? Nok ikke…
Hvis det er din situation vil det derfor ikke umiddelbart være en god investering. På den anden side, så kan det være en rigtig god investering hvis du allerede har websider der handler om roser og blomster. Du har måske allerede en revisor til at lave regnskabet og deltager allerede på de omtalte messer og vil derfor ikke have et ekstra tidsforbrug.
Så alt afhænger af din situation, men det er så ufatteligt vigtigt at få tidsaspektet med og det er ofte noget der bliver overset og kommer bag på køberen efterfølgende.
Uanset om du køber eller sælger et website, så er det meget vigtigt at du er både ærlig og åben omkring tingene. Det vil kun falde tilbage på dig hvis ikke begge partner opnår det resultat de har forventet.
Prisen – forventet potentiale
Næste gang vil jeg tale lidt mere omkring det ”potentiale” som sælger gerne råber op omkring (specielt på SitePoint). Er det noget der skal tages med i vurderingen og hvordan? Mere om det næste gang.
Super god post! Jeg er selv hyppig besøgende på sitepoint, og har endda også investeret på et par sider i tidens løb. Med meget svingende resultater.
Jeg tror en af de værste oplevelser jeg havde var for et site til små $1000 der fremviste “funny videos” til de besøgende og som benyttede sig af et standard købe-script. (Det var godt nok noget juks, men det er noget helt andet).
Jeg så statestikken, og syntes det var helt fantastisk, jeg var dog ikke på nogen måde erfaren i dette spil på det tidspunkt, og tænkte slet ikke på at udbede mig nærmere statestik. 90% af trafikken og de ca. $35-$45 indtjeningen (via adsense) om dagen kom fra en adwords kampagne!!
Efter jeg havde købt siden, fjernede han jo selvfølgelig adwords kampagnen, og min indtjening røg ned på tæt ved ingenting!
Det var dyre lærepenge, men jeg lærte til gengæld meget hurtigt!
(ps. pengene er dog tjent ind igen, flere gange endda. Det gav mig blod på tanden at tjene det tabte ind igen).
Ja sådan $1000 sætter virkelig skub i læreprocessen. Selvom mit indlæg er kommet for sent i forhold til din læreproces, så er jeg alligevel glad for at du syntes om det.
Hey, Mikael, nu du siger det! Kunne du ikke have skrevet det her indlæg bare LIDT tidligere, eh?
Såen ca. 2-3 år tidligere ville have været fint!
Glæder mig til næste indlæg. Jeg regner med den “standard” om ca. 10-12 måneders indtjening baseret på en gennemsnits måned som sider normalt sælges til??
Det er meget meget forskelligt hvad sider sælges til. I bund og grund er det et spørgsmål om hvad køber er villig til at betale. Derudover afhænger det meget af hvilke brancher der er tale om og tusind andre faktorer.
Men i bund og grund sker der kun en handel hvis køber mener at prisen er ok. Så det kan være alt mellem 1 måneds indtægt og op til 8 år. Det sidste er nok primært for offline virksomheder.
Lige en tilføjelse… en tilbagebetaling op 10-12 måneder, svarer jo i bund og grund til en forrentning af dine penge på +100%, så udfra det synspunkt bør det anses som en god handel.