Derfor skal du læse Virkeligheden Er Klog

Virkeligheden er klog - Anmeldelse af Mikael RieckLad mig starte med at komme med en erkendelse… for ca. 6 år siden læste jeg aldrig bøger og havde heller ikke planer om at gøre det.

Efter endt uddannelse hadede jeg bøger og undgik dem for alt i verden.

På et tidspunkt kom jeg dog i kontakt med en rigtig klog mand.

Han sagde nogle ting der gjorde en stor forskel for mig, så dem får du lige her med mine egne ord.

Den bog du ikke læser, vil aldrig kunne hjælpe dig.

Derudover sagde han:

Kloge mennesker har gennem lange liv opsamlet uvurderlig viden og erfaringer. De har brugt måneder og år på at komprimere de vigtigste ting ned i en bog. Hvordan kan du være så arrogant at tro, at du ved bedre og derfor ikke læse bogen?

Ovenstående fik mig til at ændre syn på bøger og siden har jeg læst alt hvad jeg kan komme i nærheden af indenfor personlig udvikling, økonomi, online markedsføring og sundhed (mine fire store interesseområder).

Og det bringer mig til bogen Virkeligheden Er Klog af Thomas Rosenstand. En mand som er dybt involveret i to af disse områder. Nemlig personlig udvikling og online markedsføring. Bogen handler omkring det første af de to emner, men mere om det lige om lidt.

Først et par ord fra forfatteren

Thomas RosenstandBogen blev udgivet i slutningen af 2011 og jeg købte den med det samme. Jeg havde håbet på at være den første køber, men endte som nummer 3 (har jeg fået fortalt). Siden da har hundredvis af andre købt bogen og været meget begejstrede for den (se eksempler her).

I bogens forord har Thomas kort forklaret hvorfor han skrev bogen, men i forbindelse med dette review, har jeg bedt ham uddybe beslutningen lidt:

Baggrunden var dels som skrevet i forordet og dels, at jeg nærmest konstant oplever, hvordan mennesker ligger under for indre bestyrelser, der vil dem det skidt. Og at der er så mange “højtravende” filosofier og talemåder derude, der i større eller mindre omfang styrer det liv, folk selv burde styre. Så udover det rent kommercielle havde jeg faktisk et ønske om at hjælpe dem, der kunne lide, hvad jeg skriver og hvad jeg står for.

Min første tanke

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de første 10 sekunder efter jeg hørte om bogen tænkte: ”Er selvudviklingsbog på dansk… hmm…”.

Jeg læser altid på engelsk da jeg synes det engelske sprog (og de engelske forfattere) er langt bedre til at formidle et kraftfuldt og klart budskab. Det danske sprog er efter min mening ikke særlig godt til den del.

Jeg har dog også en enorm respekt for Thomas Rosenstand og hans arbejde, så derfor behøvede jeg ikke mere end 10 sekunders overvejelser. Jeg har ikke fortrudt beslutningen om at købe bogen et eneste sekund.

Vurdering af bogen og dens indhold

I første omgang havde jeg håbet, at jeg kunne give en struktureret anmeldelse fra side 1 til side 130, men det har jeg opgivet. Bogen indeholder så meget information, at det ikke har været muligt. I stedet har jeg valgt at komme med små kommentarer omkring de ting jeg har fundet vigtigst omkring bogen.

Sandheder

En frygt jeg havde da jeg startede på bogen var, at jeg nok havde læst det hele før i de +50 andre selvudviklingsbøger jeg har tygget mig igennem. Og det er som sådan heller ikke forkert og så alligevel…

Sandheder ændrer sig ikke ved at de bliver fortalt flere gange.

Så når jeg læser en bog som denne, vil der være en masse ting jeg kan genkende fra flere af de andre bøger. Det giver lidt sig selv og det er ikke anderledes end hvis man læser mange bøger om online markedsføring eller et hvilket som helst andet emne.

At blive skuffet over at få den samme sandhed fortalt flere gange, giver derfor ikke mening. Om det ligger indgroet i os mennesker ved jeg ikke, men som du kan høre har jeg også lidt af det stadigvæk.

Det får mig til at tænke på et af mine favorit citater:

Gentagelser er alle evners moder” eller på engelsk ”Repetition is the mother of skill”.

Den lille ting der får det hele til at falde på plads

Fordi alle forfattere er forskellige, så vil de samme ting blive forklaret på forskellige måder og med forskellige ord. Det dejlige ved Virkeligheden Er Klog er, at den er skrevet i et sprog der er anderledes end mange andre bøger. Mange engelske bøger kan virke lidt ”polerede” og her formår Thomas at forklare sig klart og tydeligt. Uden omsvøb og med kærlig, men fast stemme. Er du en idiot, så får du det at vide.

At bogen er på dansk tror jeg vil hjælpe mange danskere som stadig ikke føler sig helt trykke ved mange af de engelske fagudtryk. Alene denne lille forskel tror jeg vil gøre en kæmpe forskel for mange læsere og få flere af sandhederne til at trænge ind hvor de gør gavn.

En mand der har taget egen medicin

En ting som gennemsyrer bogen og som jeg sætter stor pris på er, at man kan mærke Thomas’ passion og energi. Alle de områder der bliver behandlet i bogen har han personligt haft helt tæt på kroppen og denne erfaring (og til tider smerte) kan man følge ud gennem bogens sider.

Også dette adskiller bogen fra mange andre jeg har læst. Mange (gode) engelske bøger er skrevet i historieform og det synes jeg som udgangspunkt er en fantastisk måde at skrive bøger på. MEN de har den mangel, at det ofte ikke er forfatterens egen historie den bygger på. Det er altså pure opspind.

Med Virkeligheden Er Klog får du en virkelig historie med virkelig lærdom og det gør den ganske unik.

Den er samtidig dejlig praktisk, så når du læser den, får du en masse redskaber og ideer som du kan bruge på dig selv til at blive et bedre menneske. Derfor er det min varmeste anbefaling at huske kuglepen og papir når du læser bogen.

En bog der skal læses flere gange

Kender du situationen hvor du ser en film du har set før, men denne gang lægger du mærke til nogle nye ting som du ikke opdagede første gang?

Sådan er det også med bøger og derfor er Virkeligheden Er Klog en bog jeg skal læse flere gange. Ved første gennemlæsning var der en masse ting jeg lagde mærke til og noterede. Jeg er dog også bevidst om, at jeg har overset en masse ting og for at få det fulde udbytte af bogen, så skal den læses igen.

Det gode er, at den ved anden gennemlæsning ikke koster ekstra :)

Verbale tæsk

Hvis du er relativt ny her på bloggen, så ved du måske ikke, at jeg gerne vil have tingene uden omsvøb. Sig det som det er og lad os komme videre. Det er noget Thomas mestre i denne bog og det falder virkelig i min smag.

Er du en person der ikke kan overholde dine aftaler, så får du tæsk i denne bog (nok et af mine favoritafsnit i bogen).

Alt er ment kærligt og for at vi som læsere kan lære af det. Er du en sart sjæl, så er det nok ikke bogen for dig.

Er du ikke meget positiv??

Hvis du har læst hertil, så tager jeg hatten af for dig. Jeg ved at dette er et længere indlæg.

Sidder du med en tanke om, at ovenstående virker ufatteligt positivt, så kan jeg kun give dig ret. Jeg synes det er en bog der er værd at læse for alle der gerne vil blive bedre som menneske.

Er det den bedste bog jeg nogensinde har læst? Nej det kan jeg ikke påstå. Vil det være det for dig? Måske, men det kan du kun selv vurdere.

Er jeg enig i alt hvad der står i bogen? Nej det er jeg på ingen måde, men det tror jeg heller aldrig har været meningen med bogen. Der bliver sat nogle tanker i gang og den har fået mig til at genoverveje nogle ting som jeg måske før opfattede som ”sandheder”.

Bogen her kan være en øjenåbner for mange og derfor vil jeg anbefale at du køber den og læser den. Uden den sidste del er det penge ud af vinduet.

Og hvis nogen er i tvivl, så tjener jeg intet på at anbefale bogen. Så ingen affiliate aftaler eller kickback kommissioner her.

Et afsluttende ord fra forfatteren

Her snart 10 måneder efter bogens udgivelse har jeg spurgt Thomas hvad han har fået ud af og lært af at skrive denne bog. Da jeg ved at han er ved at lægge sidste hånd på endnu en bog, så har det i hvert fald ikke afskrækket ham fra at skrive.

Så lad mig slutte med forfatterens egne ord:

…udbytte har – udover et virkeligt godt salg – været, at jeg fra at yde coaching af og til nu gør det ganske jævnligt og til mennesker i alle erhverv og sociale lag. Og faktisk også til et par kendte erhvervsledere i den helt tunge ende af skalaen, der af og til har brug for en jysk mavelanding så at sige. Det hele klares via Skype i øvrigt.

Jeg ville nok ikke kunne leve af det, men det er da blevet en indtægtsgivende del af forretningen :-)

Og så er jeg så ubeskriveligt glad for og stolt over de mange anmeldelser, der ligger derude – og at nogle har skrevet både i mails til mig og på Twitter etc., at min bog direkte har ændret deres liv til det bedre. Det er sådan en rar fornemmelse at gå i seng på.

Hvis du gerne vil læse bogen, så kan den købes på http://www.virkelighedenerklog.dk/

Kommentarer

  1. skriver

    Hej Mikael

    Tusind tak for den meget, meget velskrevne anmeldelse af min bog. Den kan jeg jo kun være stolt af!

    Husk, at jeg når som helst er parat til en poddebat (lige opfundet det ord – tror jeg) eller et Hangout eller så’n noget om det eller de emner, du ikke er enig i. Måske kunne det være sjovt?

  2. Mikael skriver

    Hej Thomas,

    Jeg er glad for at have haft muligheden for at læse bogen og blive klogere, så også tak herfra.
    En poddebat? Tja det kunne måske godt være. Skal nok lige have genopfrisket bogen så jeg kan være helt skarp :)

    Ser frem til dine fremtidige bøger.

  3. skriver

    Jeg synes det er god, fordi den er jordnær og lige på. Jeg er slet ikke i tvivl om Thomas mener hvert et ord og selv bruger det. Så jeg ved med det samme, det her virker for Thomas, så jeg kan roligt prøve, de ting der rammer mig. Fordi der er ikke bare ord.

  4. Henrik Birkedal skriver

    Det er den beste bog jeg har læst i mange år! På nogne områder har den ændert mit liv fordi den fik mine øjn eop for en masse uhensigtesmæssigt jeg gjorde. Jeg har nok læst den 4-5 gange nu. Jeg håber virklig der kommer en efterfølge til den!!!

  5. Morten Elm skriver

    Enig – rigtig god bog. Thomas kalder en spade for en spade (og dig for en skovl, hvis du ikke bruger dit liv fornuftigt).

    Der er ikke så meget “på den ene side, så… men på den anden side”. Thomas har sine meninger – take it or leave it. Det er i virkeligheden ikke så vigtigt, om man er enig. Så længe det bare får en til at reflektere.

  6. skriver

    Er i øjeblikket igang med at læse bogen for anden gang, og kan ikke sige andet end at jeg er 100% enig i denne anmeldelse.

    Jeg vil mene at jeg selv ved det meste af det der er skrevet i bogen, men Thomas´s indgangsvinkel til mange af tingene har alligevel rykket mig og givet mig en anden (bedre) måde at tænke og handle på.

    Jeg vil især anbefale at man lærer at være velforberedt på evt. ubehagelige situationer, da det præcist som beskrevet frigører energi til at handle istedet for at panikke.
    Det er en af de ting jeg har lært ved at være fodbolddommer i mange år. Vid hvordan du skal/bør reagere i selv de mest usandsynlige situationer der sikkert aldrig opstår, og du har mere overskud til at udføre det øvrige.

    Jeg har allerede takket Thomas personligt for den han er, en stor inspiration for mig, og heldigvis også for mange andre… Men synes alligevel i andre skal vide det…

    Køb og læs den bog, den gør dig til et bedre menneske.

    @Mikael – Rigtigt god anmeldelse!

  7. Casper Jensen skriver

    Jeg troede ikke, at den ville gøre så meget ved mig – men jeg købte bogen. Efter jeg nu har læst den første gang, fortryder jeg ikke et sekundt. Det er en virkelig god bog – som du selv siger, sagtens kan læses flere gange.

  8. Emil sørensen skriver

    Jeg har læst den 3 gange. Måske jeg skulle læse den engang mere? Den gør virkeligt noget ved ens liv, og giver utroligt meget stof til eftertanke. 5/5 herfra!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Send en mail til mig, når der kommer nye kommentarer.