Hosting eller webhotel er den plads på en server, hvor din hjemmeside er placeret.
Nedenfor vil jeg forklare hvilke ting du bør være opmærksom på, samt hvilke webhoteller jeg vil anbefale at du bruger til din nye hjemmeside.
Danske webhoteller
I indlægget om at vælge det rigtige domæne talte vi om både danske og udenlandske domæner. Har du valgt et dansk domæne, så har du også brug for et dansk webhotel da de fleste (hvis ikke alle) udenlandske hosting selskaber ikke er accepteret til at have .dk domæner liggende (du kan teste det på DK-hostmasters hjemmeside).
Der findes rigtig mange danske webhoteller, men jeg vil ikke give dig en liste over alle sammen. I stedet vil jeg fortælle lidt om dem jeg kender til og som jeg har god erfaring med.
Unoeuro
Et af de webhoteller jeg benytter er Unoeuro.com. For 1,15 Euro (eller ca. 10 kroner om måneden) kan du få et fornuftigt webhotel med rigelig plads og de funktioner der er nødvendige det første lange stykke tid.
Dertil kommer et oprettelsesgebyr + det forhold, at du skal betale for et år forud.
Fordele:
De ting der gør, at jeg godt kan lide Unoeuro er:
- Deres kundeservice svarer hurtigt
- Der er 1-click WordPress installation
- Hastigheden på deres servere er fornuftigt
- Det er muligt at have flere websider på samme webhotel
- Prisen er god i forhold til det man får
- Driftssikker – jeg har endnu ikke oplevet at mine sider har været nede
Ulemper
Intet er perfekt og derfor er der også nogle ting som jeg synes Unoeuro kunne gøre bedre:
- Høfligheden i kundeservicen varierer meget
- WordPress installationen kan ikke foretages med en dansk version
- Man har kun adgang til en database pr. webhotel – ekstra skal tilkøbes
Generelt er jeg dog rigtig godt tilfreds med den samlede pakke jeg betaler for og derfor kan jeg kun anbefale dem.
Meebox.net
Du har muligvis ikke hørt om denne udbyder da de ikke har været på markedet så længe. Jeg fik dem anbefalet i forbindelse med en større løsning jeg havde behov for og mine oplevelser var meget positive.
De har et stort udvalg af forskellige løsninger i forskellige prisklasser (se deres prisklasser her: http://meebox.net/webhoteller/billigt-webhotel) og deres kundeservice er hurtig, hjælpsom og til at få fat i på selv de underligste tidspunkter af døgnet.
Du kan slippe med at betale 2 kroner om måneden for deres mindste pakke (+ 49 kroner i oprettelse).
Fordele:
De ting der taler til Meebox’s fordel er:
- Kundeservice er rigtige mennesker der gerne tager sig tiden til at forklare
- Fordi de stadig er nye, så går de gerne den ekstra mil for at gøre dig tilfreds
- De har 1-click installering af et hav af forskellige ting
- Prisen er ganske rimelig og køber du meget er de til at handle med
- Driftssikker
Ulemper:
Som hos andre hosts er der også lidt udfordringer hos Meebox:
- Deres backend system er ikke altid lige intuitivt
- WordPress kan kun installeres på engelsk
- Deres hjemmeside har stadig små fejl hist og her
Vil du gerne have en billig løsning og en flink kundeservice, så kan Meebox være en god løsning. De er dog stadig relativt nye på markedet, så du skal være opmærksom på, at der kan være ting som ikke virker 100 procent. Deres support er dog super hurtigt til at få løst eventuelle problemer.
Andre danske hosts jeg bruger
Udover de to jeg har nævnt, så bruger jeg også Acenet.dk, One.com, samt en lang række af andre danske webhoteller. Acenet er dog ikke et sted for begyndere og prisen er relativt høj. Til gengæld får du også værdi for pengene i form af hastighed og sikkerhed. One.com har jeg haft en del problemer med, så derfor vil jeg ikke anbefale dem selvom de også leverer en relativt fin ydelse.
Udenlandske webhoteller
Hvis du ikke har planer om at få dig et .dk domæne, så er der pludselig tusindvis af muligheder for at få både billige og gode hosting løsninger.
Igen arbejder jeg sammen med en del af dem, men blandt mine favoritter er Hostgator. De gør brug af det system som hedder cPanel (hvilket mange andre udenlandske webhoteller også gør) og det er dejligt nemt at bruge (når man har lært det).
Af naturlige årsager kan du også kun installere WordPress på engelsk hos dem.
Det jeg godt kan lide ved Hostgator er, at du kan have alle de domæner og alle de databaser du har lyst til uden at det koster ekstra.
Eneste ulempe ved at vælge at have mange domæner på samme konto er, at hvis du af den ene eller den anden grund får klager, så lukker Hostgator hele kontoen indtil du har reageret på deres henvendelse og det betyder derfor, at alle dine websider bliver taget ned i det tidsrum. Tjener du mange penge, så kan det hurtigt komme til at koste en hel del.
Test support – email og telefon
Min anbefaling er derfor, at uanset hvem du vælger eller overvejer at vælge, så send dem en mail med et spørgsmål og se hvor længe de er om at svare tilbage. Prøv også at skrive i weekenden og om aftenen. Det er som regel der man sidder og arbejder på sin hjemmeside og der hvor man har mest brug for hjælpen.
Prøv også at ringe til dem for at opleve hvordan deres support er på det område. Stil dem nogle spørgsmål og hør om de er venlige og gode til at forklare dig det du gerne vil vide mere om.
Er deres kundeservice ikke ok, så hold dig fra dem!!
Backup og andre features
Som det allerede er nævnt under beskrivelsen af Meebox og Unoeuro, så er det en god ide, at finde et webhotel som tillader at du installerer WordPress med et enkelt klik på en knap. At ingen af de omtalte så tilbyder, at du installerer den danske version af WP er så noget andet.
Du kan benytte den ”ulempe” til at bruge det som et spørgsmål når du kontakter deres support. Få dem til at forklare dig hvordan du efter installationen kan lave din WordPress version om til en dansk version. Det er ikke særlig svært og de bør derfor relativt hurtigt kunne forklare dig det.
Backup
Det er altid vigtigt selv at sørge for at du har backup af dine ting. Der findes i dag et utal af plugins og andre metoder til at sikre backup af både din database og alle dine filer, men alligevel er det en god ide, at sikre, at dit nye webhotel sørger for også at tage backup. I tilfælde af at de har problemer (det hører man jævnligt om), så skulle de gerne skulle kunne genskabe det hele hurtigt.
Reviews fra andre brugere
Hvis ikke du er interesseret i at følge en af mine anvisninger ovenfor, eller hvis du gerne selv vil ud og lede efter dit nye webhotel, så lad mig lige slå en ting fast:
De fleste reviewsider er IKKE troværdige
Ved at lave en hurtig søgning på ”review af webhoteller” så falder man over en masse hjemmesider som alene forsøger at sælge dig løsninger hvor de selv kan tjene en affiliate kommission. Ikke at der er noget som helst galt i det, men når de eneste løsninger der nævnes er dem som udbetaler penge til dem der henviser nye kunder, så bliver jeg skeptisk.
Hverken Unoeuro eller Meebox har et affiliate program (eller i hvert fald ikke noget jeg har kunnet finde). Når jeg anbefaler dem, så gør jeg det derfor udelukkende fordi jeg synes de er gode og fordi jeg har positive personlige erfaringer med dem.
EDIT -> Meebox har fået sig et affiliate program, så skulle du have lyst, så må du gerne tilmelde dig gennem dette link. Tak 🙂
Hostgator som jeg også taler positivt om, har et affiliate program og melder du dig til dem via ovenstående link, så tjener jeg lidt penge på det. Grunden til min anbefaling er dog, at jeg har +30 domæner hos dem og har snart mange års godt samarbejde med dem.
Havde jeg kun gjort det for kommissionen, så havde jeg anbefalet Bluehost da de betaler mange flere penge pr. ny kunde. 🙂
Min anbefaling
Er du helt ny, så er min anbefaling altså, at du vælger enten Unoeuro eller Meebox som dit nye webhotel.
Begge har fordele og ulemper og jeg vil derfor lade det være op til dig, at bestemme hvad du finder mest tiltalende. Husk dog at kontakte deres support for at sikre dig, at du får den hjælp du forventer. Du kommer til at skulle arbejde sammen med dem i mange år ud i fremtiden.
Næste skridt
Nu er du så klædt på til at finde dit nye webhotel og du kan derfor komme i gang med at sætte din nye side op.
Derfor skal du til næste gang have været igennem alle de tidligere nævnte skridt, således at du er klar til det næste indlæg som kommer til at handle om hvordan du skriver indhold af en god kvalitet som giver læserne en masse værdi, skaber dig et godt image og derved også lægger en god bund for din fremtidige indtægt på nettet.
Her er de forskellige skridt hvis du endnu ikke er kommet i gang:
1. Valg af emne
2. Indtægtspotentialet
3. Vurdering af konkurrencen
4. Valg af domæne
5. Installation af WordPress
God arbejdslyst!
/Mikael
Tak for en god og spændende gennemgang. For min egen del er det WebHosting jeg bruger til mine sider – med super service, god oppetid og mange funktioner som grundelementer.
De udenlandske webhostingmuligheder ville jeg ikke anbefale til danske sider, men det er altsammen et personligt valg, og der er argumenter både for og imod – særligt set med SEO-briller.
God weekend, og fortsæt endelig med de gode artikler.
Hej Henrik, tak for input omkring WebHosting. Jeg har ikke en konto hos dem, så kan ikke udtale mig om deres kvalitet, så det er rart at høre at du har gode erfaringer med dem.
Mht. udenlandske webhoteller, så oplever jeg på ingen måde at det giver problemer i forhold til SEO i Danmark. Den eneste ulempe er, at man ikke kan have dk-domæner liggende hos dem.
Skal gøre mit til at de gode artikler fortsætter. Har en lang række på min liste, så de skal nok komme 🙂
Du må også have en god weekend.
Jeg bruger hostgator til de fleste af mine domæner (også dk-domæner) og er rigtig godt tilfreds med dem 🙂
Har et enkelt webhotel hos netic.dk, da det skal kunne noget mere specifikt, men det er også i en helt anden prisklasse 😉
Det er altid godt at høre andres erfaringer, især når det drejer sig om webhoteller, for der er så mange at vælge imellem. Jeg bruger også one.com, unoeuro.com og i123.dk.
Jeg har været kunde hos i123 i ca. 5-6 år og de er stabile,billige og behjælplige når man ringer til support.
Go weekend til jer
@Brian, se det finder jeg meget interessant. Jeg prøvede at redelegere et par af mine dk domæner via dk-hostmaster og der fik jeg at vide, at det ikke var muligt. Hvordan klarede du det?
@Mureren, tak for input.
Tak for en god gennemgang… Det er en jungle det der hosting marked 🙂 Havde ikke hørt om Meebox.net før.
Jeg har gennem en årrække brugt One.com til forskellige projekter men er nu gået over til UnoEuro da One.com ikke er så fleksible…
God artikel for begyndere. Måske der mangler en advarsel mod at benytte Scannet 🙂
@Anders, kan som sagt varmt anbefale Meebox, så hvis du mangler et nyt alternativ, så er de værd at prøve.
@Peter, jeg har som udgangspunkt ikke et problem med Scannet. De tager mange penge for deres services og driver man en webshop, så er deres løsning ikke super fleksibel, men denne serie indlæg er ikke møntet mod at starte en webshop 🙂
En positiv ting der skal siges omkring Scannet er, at deres kundesupport er super flink og til at få fat i på de underligste tider af døgnet.
Mega god guide, gennemgangen af de forskellige features, service og meget mere. Har selv Meebox, og skal næste gang have Unoeuro. Som jeg også kun har hørt gode ting.
Tak for en troværdig guide!
@Mikael – måske er det fordi jeg har dns’en hos gratisDNS? Jeg har ihvertfald aldrig haft problemer med mine dk-domæner hos hostgator…. 🙂
Hej Mikael.
God og troværdig gennemgang du har lavet. Fedt at se! Og dejligt at læse lidt positivt om os, det er virkelig et dejligt klap på skulderen. Og tusind tak for den konstruktive kritik. Jeg har lige valgt at udpege lidt forskellige ting her:
“Deres backend system er ikke altid lige intuitivt”.
Vi arbejder på simplificere vores kontrolpanel og de processer man typisk støder på. Men det er altid svært, når man gerne vil have mange features, der skal være nemme at bruge. Men jeg er sikker på at denne gang sidder den lige i skabet 🙂 – Jeg kan godt komme med en meget lille afsløring af det her:
http://meebox.net/cpbeta/backup.jpg
“WordPress kan kun installeres på engelsk”.
Jeg vil sørge for at vi inden for det næste stykke tid får tilføjet WordPress på dansk som en mulighed i vores 1-click-installer. – Tak fordi du påpegede det!
“Deres hjemmeside har stadig små fejl hist og her”.
Samtidig med vores nye kontrolpanel, får vi også en helt nye side forhåbentligt 1. april, hvis alt går vel. Det skulle også gerne fjerne de største fejl. Hvis du har nogle fejl du synes jeg bør kende til, skal du være velkommen til at sende mig en mail. 🙂
God søndag!
Hej Patrick, det lyder rigtig godt og specielt det at man kan komme til at installere WordPress på dansk.
Mvh
Mikael
Jeg har heller ikke danske domæner på nogle danske servere. Jeg kører 10-12 danske domæner på servere blandt andet stående hos Godaddy og _Hostgator. Styr danske domæner gennem GratisDNS om hvor de skal befinde sig henne i verden – og log ind på DK-Hostmaster få dem til at pege på GratisDNS som nameservers. Det kan vel gøres på 5 minutter. (og så lige den tid, der tager for DK-hostmaster og de andre at opdatere oplysningerne)
Men selvfølgelig, det kræver man har for fem øres viden om emnet – og bruger de 5-10 minutter det tager at sætte noget op hos Gratis DNS. (de er vel også nogle af de billigste med danske domænenavne)
PS… hvorfor kan man ikke skrive indlæg uden at udfylde feltet til hjemmeside?
@Michael, godt at høre, at GratisDNS kan være en løsning. Men som du også selv skriver, så kræver det at man har lidt større viden for at finde ud af det. Personligt må jeg indrømme, at gratisDNS er en relativt besværlig løsning og er man ny, så er den absolut ikke “bare lige” at gå til.
Mht. at udfylde URL, så skal jeg ikke kunne sige det, men det vil jeg da få lavet om på. Tak for at du gjorde opmærksom på det.
Hvis man har flere danske websites, synes jeg også, at Giga Host er værd at anbefale. Det koster 20 kroner om måneden. De bruger ikke så mange penge på advertising, men synes deres service er god til prisen. Kan kun anbefales til danske sites, da de tager et 100 kroners gebyr for overflyttelse af .com domæner.
Vil blot lige give Mikael ret i, at GratisDNS er en smule besværligt, når ikke man ved så meget om den type teknik – men når først man har revet sig i håret i et par timer, er det en fantastisk løsning.
Vedr. hosting har jeg længe brugt netplads.dk til mindre affillatesider – fordi det er billigt og nogenlunde stabilt – og surftown til større sider, hvor jeg SKAL have support.
@Jesper, dejligt at det ikke kun er mig der har bandet over GratisDNS 🙂
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde hørt om netplads.dk, men “nogenlunde” stabilt lyder selvfølgelig heller ikke så attraktivt. Surftown har jeg dog ikke hørt så meget positvt om, så rart at høre, at du har gode erfaringer med dem.
I øvrigt en lækker side du har fået lavet dig der. 😉
Kære Mikael!
Jeg i løbet af de sidste 3 år prøvet så godt som alle danske webhotel-løsninger, og jeg er enig i dine anbefalinger af Meebox og UnoEuro. Curanet, som er Zitcoms businessversion af UnoEuro er også godt, men jeg oplevede same performance på UnoEuro-løsningen, så jeg switchede for at spare penge, da to af mine projekter voksede ud af rammer for Curanets tilbud.
Jeg har også hørt rigtigt meget godt om pil.dk, men de er også en anden prisklasse.
Hvilke sites kører du hos Meebox?
Alt godt,
Kasper
Hej Kasper,
Ja pil.dk er lidt en anden prisklasse og til folk der skal i gang med deres første sites, mener jeg at det vil være overkill. Personligt bruger jeg selv Acenet når jeg skal gå “niveauet op”.
Nu ved jeg ikke hvad du mener med “hvilke sites” jeg kører hos Meebox. Jeg deler normalt ikke ud af mine projekter, så hvis det er specifikke URL’er du er på udkig efter, så må jeg melde pas 🙂
Er det noget andre du vil høre, så spørg endelig igen.
mvh
Mikael
Tak for indspark, Mikael!
Og enig ang. pil og prisen.
Acenet har jeg tidligere haft kig på, men deres fair trafik — altså samme mængde trasfik per dag som man har diskplads — hang slet, slet, slet ikke sammen med mine behov. Jeg servere 80-120 gb data per måned per projekt (cachede data, så det burde ikke belaste synderligt).
Jo — det var specifikke projekter med url’er, jeg tænkte på, men jeg forstår godt, at du ikke vil løfte sløret for det.
Noget andet, jeg synes er forrygende godt ved Meebox, er, at det er muligt at tilkøbe en dedikeret ip-adresse. Det er der mange af de andre, der (umuligt på de stores standardhoteller, også Curanets) — ikke vil; eller ta’r rigtigt mange penge for at oprette.
Alt godt,
Kasper
@Kasper,
Er helt enig i at det er genialt, at man kan tilkøbe unikke IP’er hos Meebox. Det eneste der er lidt ærgeligt er, at de ikke har forskellige C-klasser. (Og så står deres servere vist i Tyskland – ikke at jeg tror det betyder det store).
Men det vigtigste (hvis du spørger mig) er, at deres support er venlig, hurtig og meget hjælpsom. Det er jo ofte når ting går galt, at man har brug for et venligt og hjælpsomt menneske i den anden ende. Jeg har kun gode erfaringer med dem indtil videre.
Hej Michael,
Fedt med nyt design på siden, det spiller bare.
Dernæst vil jeg sige, at jeg primært har benyttet UnoEuro og Surftown. Jeg er lige skiftet til UnoEuro fra Surftown. Hos ST havde jeg ikke de store problemer, men der var en del nedetid og en på mange måder utilfredsstillende support – som man derudover skulle betale ekstra for.
UnoEuro derimod har revet benene væk under mig. Jeg er godt nok over imponeret over den service, man får, når man samtidig tager prisen med i betragtningen. Jeg får næsten instant svar på mine support tickets, på selv de mest ukristelige tider af døgnet.
Det spiller simpelthen bare, og har ingen planer om at skifte hverken nu eller nogensinde.
Hej Mikael.
Alle vores servere står i Danmark. Og der er simpelthen ikke nok IP-adresser tilbage i verden til at vi kan uddele forskellige C-Class. Men det problem bliver heldigvis ikke relevant, når IPv6 bliver udrullet. Så får hvert webhotel nok deres egen unikke IP-adresse gratis. 😉
– God dag!
Hej Patrick, beklager. Kiggede lige min korrespondance med jer igennem. Kan se, at I tidligere havde servere i Tyskland, men nu har i Danmark.
Beklager fejlen. 🙂
mvh
Mikael
Bruger Unoeuro og det er jeg ganske godt tilfreds med…
Sidst der var problemer var de i hvert fald hurtige til at rette det, men ellers så synes jeg egentlig ikke hosten er ret vigtig. Jeg mener – det burde i hvert fald ikke være den største bekymring 😉
Bruger på nuværende tidspunkt en fælles server, men tænker med tiden den skal laves om til en semidedikeret for at sikre lav responstid. Mener der er noget med at responstiden eller loadtiden får betydining i Googles algoritme – kan det ikke passe?
Hej Nikolaj, jo det har jeg også læst flere steder. Det giver også ganske god mening da det forringer brugeroplevelsen hvis siden er langsom til at loade.
mvh
Mikael
Ja det giver god mening, men kunne være interessant rent faktisk at finde ud af hvor meget det betyder, men så er vi inde på det evindelige hemmelige algoritme. Hvis du falder over et svar et sted så post endeligt svaret her 😉
Tak for en god artikel – som har skabt et rigtig godt kommentarspor. Der er i hvert fald én konkret ting vi skal have fixet i meget nær fremtid.
Årsagen til at I ikke kan redelegere til udenlandske udbydere skyldes at DK-Hostmaster (som nogle af de eneste i verden) kræver at udbyderen registrerer deres navneservere i deres system. Det er heldigvis gratis – men selvfølgelig bøvlet for en stor international udbyder.
Som en hurtig reminder kan det siges, at Meebox jo rent faktisk nu har fået sig et affiliateprogram – gider du, og kan du se fordelene deri, kan du tilrette din tekst til dette. 😉
Unoeuro har affiliateprogram hos Webgains. De giver provision for backup, domæner og webhotel.
Hej Mikael
Tak for en god introduktion til hosting, som jeg desværre aldrig rigtig har beskæftiget mig med. Jeg ser, at Antphilosophy hostes hos Netgroup.dk.. Hvem og hvilke sites kan du anbefale den løsning til?
Pft.
Hej Torben,
Antphilosophy ligger hos Meebox. Jeg skal ikke kunne sige om de så bruger NetGroup.
Mvh
Mikael