Dette er det tredje indlæg i række om hvordan jeg vil anbefale, at du griber det hele an hvis du gerne til tjene ekstra penge med en hjemmeside. Hvis du ikke har læst de første to indlæg, så vil jeg anbefale at du starter der.
Finde indtægtspotentialet
Den næste del af processen når man skal finde ud af hvad man skal opbygge en hjemmeside omkring, er at undersøge om der overhovedet er et indtægtspotentiale. I sidste indlæg skrev jeg om hvilket emne du kunne vælge og hvorfor det kunne være en fordel (men ikke en nødvendighed) at det var et emne du havde interesse for eller noget viden om.
I slutningen af indlægget bad jeg dig om at udvælge 10 emner som du kan vurdere når du læser dette indlæg. Så frem med papiret 🙂
Antallet af besøgende er vigtigt
Når man taler om hjemmesider, så taler man også gerne om at få “trafik” til disse. At kalde det trafik lyder måske meget upersonligt, men på samme måde som hvis du har en butik i gågaden, så gælder det om at få flest mulige mennesker ind i din butik, så de kan se hvad du har at byde på og også gerne ende med at købe noget.
Men trafik er ikke den eneste parameter der er vigtigt og der er ofte mange flere penge at tjene indenfor emner hvor der ikke nødvendigvis er tusindvis af mennesker der søger (men det kommer jeg tilbage til om lidt).
Uden trafik – ingen forretning
Er der slet ikke nogen mennesker der er interesserede i de emner du har på din liste, så kan du naturligvis heller ikke komme til at tjene penge på dem og derfor skal vi nu se på om der er nogen der søger efter dem.
Google Keyword Tool
Det første sted jeg vil anbefale at du starter er på Googles Keyword Tool. Der findes mange andre værktøjer og Google er på ingen måde præcis i sine tal, men de er det bedste bud på et antal besøgende du kan forvente at få til din hjemmeside.
Jeg vil ikke gå i detaljer om hvordan du bruger deres værktøj for de har glimrende guides til det allerede. I stedet vil jeg blot vise dig to skærmprint af de eksempler jeg brugte tidligere med “damptromle” og “sikkerhedsnål”.
Som du kan se på ovenstående er der altså nogle få der søger efter “damptromle” og cirka fire gange så mange der søger efter “sikkerhedsnål”. Det er ikke overvældende trafik (vi skal gerne op over 1000), men igen kommer det an på varen.
Blot for at vise dig et eksempel hvor der sker lidt mere, så tastede jeg også “nyt køkken” ind i systemet og her er det tydeligt at se på alle forslagene, at der er mange flere der foretager søgninger.
Nu er turen så kommet til at du selv skal taste dine emner ind og se hvad resultatet er.
Google vil komme med flere forskellige forslag (som du kan se på køkken eksemplet), så hvis der er noget folk søger på ofte som fanger din interesse, så kan du føje de søgeord til din liste også. I et af de kommende indlæg vil jeg fortælle dig hvordan du vurderer om konkurrencen måske er for hård til at det kan betale sig at være med.
Hvis nogle af dine 10 emner ikke har nogle søgninger, så vil du se noget der ligner dette billede:
Udover at du noterer nogle af de mere velbesøgte ord ned på din liste, så kan det også være en god ide, at skrive antallet af søgninger ned ved siden af hvert enkelt emne.
Google Suggestion Tool
En anden gratis feature som Google tilbyder, er deres “Suggestion Tool”. Du har måske ikke tænkt over det, men når du søger på Google, så kommer de med forslag til hvad du måske leder efter. Det kan eksempelvis se sådan ud:
eller
Med disse forslag forsøger Google at hjælpe dig til at finde det du leder efter på en hurtig måde, men det man måske ikke tænker over er, at alle de forslag Google kommer med, er noget som folk tidligere har søgt efter.
Det betyder altså, at hvert eneste af de forslag der står, er noget som vil kunne give dig trafik til en kommende hjemmeside.
Ulempen er naturligvis, at du ikke har noget ide om hvor meget eller hvor lidt trafik det kan give, men mit gæt er, at Google har sat et minimum antal søgninger før de viser det som et forslag.
Men sikkerhedsnål eksemplet, har du altså her 5 ideer til hvad du kan hjælpe folk med.
Du behøver ikke at bruge denne funktion nu, men den er god at skrive sig bag øret når du senere skal til at skrive artikler til din nye hjemmeside.
Google Insights
Et sidste værktøj som jeg vil anbefale dig at kigge nærmere på, er Google Insights. Med dette lille værktøj kan du blandt andet se hvad der er “hot” lige nu, men det er ikke det jeg vil anbefale at du bruger det til.
I stedet skal du bruge det til at se om de emner du har på din liste er påvirket af sæsonudsving. Ikke fordi der er noget problem i at emnet kun er populært om vinteren/sommeren, men jeg antager, at du gerne vil have en relativt stabil ekstra indtægt og så er det jo ikke sjovt hvis alle dine besøgende forsvinder 80 procent af året.
For at vise dig hvordan det kan se ud, så har jeg kigget på “skirejser”, “fastelavn” og “parterapi”. Allerede inden du ser billederne, så har du sikkert en ide om hvornår folk er interesserede i de forskellige emner, men her kan du se det sort på hvidt.
Hvis du gerne vil have en relativt stabil månedlig ekstra indtægt, så vil “parterapi” være det bedste bud af de tre.
Døgnflue eller langtidsholdbart
En sidste ting du bør overveje inden vi går videre til emnerne omkring penge, er hvorvidt dine emner er langtidsholdbare.
Et godt eksempel er den meget populære iPhone fra Apple. Hvis du eksempelvis vælger at lave en hjemmeside hvor du fortæller om iPhone 3, så varer det ikke længe inden du ikke har flere besøgende. De fleste er ved at skifte til iPhone 4 og det varer sikkert heller ikke længe inden der kommer en version 5, 6, 7 osv.
Dermed ikke sagt, at der ikke kan være mange penge i de ting der er populære lige nu og her, men det er en stakket frist og jeg vil derfor altid anbefale, at du går efter emner som bedre kan “holde i længden”.
De emner vi har kigget på tidligere (damptromle, sikkerhedsnål, nyt køkken og parterapi) er alle emner som du kan forvente at folk vil søge på i mange år ud i fremtiden.
Pris, profit, forbrugsmønster og målgruppe
Nu hvor vi har kigget lidt på hvordan du kan vurdere om der er potentiale for at få besøgende til din hjemmeside, så skal vi også kigge på om de besøgende overhovedet er interessante, at få indenfor døren.
Prisen på produktet
En god tommelfingerregel er, at kigge på hvad produkter indenfor det emne koster. Med “produkter” taler jeg ikke kun om fysiske ting du kan købe i en butik. Det kan også være serviceydelser eller andre former for ting hvor folk skal have penge op af lommen.
Hvis produktet falder i gruppen “sikkerhedsnåle”, så giver det nok sig selv, at der ikke er mange penge at hente og slet ikke hvor der kun er knap 500 besøgende om måneden.
Derimod kunne 100 besøgende med interesser for “damptromler” sagtens være noget der kunne give en vis indtægt, da damptromler koster en del penge (gætter – har ikke undersøgt det).
Det er ikke vigtigt at have en nøjagtig pris, men hvis du er helt blank, så brug igen Google til at søge efter de steder der allerede findes på nettet for at få en ide om hvad tingene koster.
Profit på produktet
At kigge på prisen må dog ikke være den eneste parameter du kigger på. At vurdere hvor meget profit der er på de enkelte produkter er lige så vigtigt. Denne øvelse er lidt sværere og afhængigt af dit emne, så kan det være at du skal ud og være lidt kreativ for at finde ud af hvor meget der tjenes.
Grunden til at profitten er vigtigt er, at det betyder, at dem der sælger produkterne/serviceydelserne vil være i stand til at betale dig en højere pris for at skaffe dem flere kunder.
Noget som jeg selv blev narret af engang, var indenfor hardware branchen (computere, printere mv.). Prisen på produkterne kan sagtens ligge fra 5.000 kroner og opefter, men på grund af konkurrencen er deres profitmargin så lav, at de ikke kan udbetale ret meget til dem der hjælper dem med at få flere kunder.
Du bør vælge at bruge dine kræfter et sted hvor du kan få en fornuftig betaling for det.
Forbrugsmønster
En ting der kan være interessant at have med i sine overvejelser er hvorvidt emnet lægger op til engangskøb eller til kontinuerlige køb.
Eksempelvis er en bil noget de fleste køber relativt få gange i deres liv, mens toiletpapir eksempelvis er noget de fleste køber hver eneste uge.
Kan du finde et emne hvor produktet eller ydelsen er noget som folk bruger igen og igen, så er der et større potentiale for at skaffe sig en mere stabil og kontinuerlig indtægt.
Det skal dog ikke udelukke at du kan lave en hjemmeside om ting som folk kun anskaffer sig få gange i deres liv. Det er blot endnu en ting du kan have med i dine overvejelser.
Målgruppe
En sidste ting som du skal være opmærksom på, er hvilken gruppe af mennesker dit emne henvender sig til. Nogle grupper har mange penge mellem hænderne og bruger dem gerne, mens andre grupper ikke har ret mange penge og derfor ikke bruger ret mange.
Henvender du dig eksempelvis til ældre mennesker der kun har deres folkepension at leve af, så kan det være sværere at tjene penge på dem end det kan være på nybagte forældre hvor begge to har et godt betalt job (blot for at nævne et eksempel).
Hvad så nu?
Nu håber jeg ikke, at alle de ovenstående informationer har gjort dig mere forvirret end før du begyndte at læse. 🙂
Ideen med indlægget er blot at få dig til at tænke over de emner du har på din liste. Med denne nye information kan du forhåbentligt bedre vurdere hvilke af dem der allerede nu kan fjernes fra listen og hvilke der stadig kunne være interessante at kigge nærmere på.
Måske er der endda kommet nogle nye emner til undervejs.
I den næste indlæg vil jeg forklare nærmere om hvordan du vurderer konkurrenterne og efter denne øvelse er du mere eller mindre klar til at kunne tage de første spadestik til den nye hjemmeside.
Jeg har fuldt forståelse for, at du synes at ovenstående kan virke som en meget langhåret proces med mange tanker der skal gøres, men jeg håber også at du forstår, at dette er et seriøst projekt du har givet dig i kast med og noget som skal kunne give din en ekstra indtægt i lang tid fremover.
Det er ikke en “get rich quick” proces, så hvis det var det du ledte efter, så behøver du ikke læse de kommende indlæg.
Vil du derimod gerne skabe en god hjemmeside som dine kommende læsere vil få gavn af og som derigennem vil tjene ekstra penge til dig i mange år fremover, så kan du glæde dig til de kommende indlæg. Og så kan jeg også trøste dig med, at det bliver væsentligt lettere efterhånden som du har gjort øvelsen nogle gange. 🙂
/Mikael
Hej Mikael,
Super godt indlæg.
Jeg syntes at det giver et godt overblik over processen at finde ud af hvad interessen er for det man lige har fundet på man skal lave.
Hej Thomas,
Godt at det kunne bruges.
Som skrevet i et tweet til dig. Rigtige gode artikler du har skrevet omkring tjen ekstra penge. De er skrevet, så man rent faktisk kan bruge det som en tjekliste til sit næste projekt. Bruger selv mange af værktøjerne du nævner og de er virkelig super gode.
Til skrivning af artikler bruger jeg dog også “google keyword tool” til at finde inspiration.
Hvis nu det er en blog man har valgt at starte med lad os sige “modetøj” vil du så lave den som en affiliate side med vare eller banner. Eller vil du lave den med adsense?
Hej Frank,
Mange af Googles værktøjer kan bruges i kombination. Jeg synes blot, at ovenstående giver det bedste “flow”.
Mht. hvordan der skal tjenes penge på bloggen/siden, så er det noget jeg vil dykke meget længere ned i når jeg kommer til indlæg nummer 9 som kun handler om den del.
Skal du have et hurtigt svar, så vil det være “test” 🙂
Rigtig godt indlæg, som jeg havde ønsket jeg havde læst da jeg begyndte. Jeg er tilgengæld ikke så vild med Googles keyword tool efterhånden. Jeg synes ikke tallene er ret præcise og der mangler potentielle søgeord. Desværre er der vel ikke noget alternativ.
Hej Erik,
Vi lærer hele tiden noget, så vi må bare glæde os over at vi så kan gøre tingene endnu bedre fremover. Alt det jeg har beskrevet ovenfor er primært baseret på fejl jeg har begået 🙂
Mht. Googles keyword tool, så giver jeg dig helt ret i at det ikke er særlig præcist når det kommer til danske ord. Men jeg vil dog stadig mene, at det er det bedste vi har at arbejde med (de sidder trods alt på mest data). Så i kombination med de andre tools, kommer man nu alligevel rimeligt langt.
Der er ingen vej uden om. Du skal have stor ros for din evne til at formidle stoffet på en måde, der er både inspirerende og spændende – og så for mig som kvinde. Der er stor forskel på hvorledes formidling af sådant et emne skrives af mænd og kvinder. Bliver det for teknisk gider vi kvinder ikke læse det, men her læste jeg helt ned i bunden uden at miste koncentrationen…:-)
Jeg bruger altid Googles værktøjer inden jeg reserverer mine domænenavne for at se om der kan skabes trafik til emnet, men desværre er Googles keyword tool ret upræcis, som andre også har skrevet her. Selvom jeg ikke skriver om objekter/fysisk håndgribelige objekter, så er processen i forhold til udvælgelsen alligevel det samme. Jeg er nemlig ret præcis på, at mine skriverier både skal være til gavn for andre, men også mig selv i form af en indtægt fremover. Ved at skrive om tidsløse emner er der gode muligheder for at trafikken til sitet sikres i årevis fremover.
Hej Mette, jamen det glæder mig da meget at begge køn kan forstå hvad jeg skriver 🙂 Måske det er træningen på hjemmefronten der har givet pote.